Medarbejder i SystemTeknik har kørt sig i dansk landevejscyklings A-klasse.
En flot 8. plads i Rønde Sparekasse Licensløb sikrede Johannes nok point til at rykke op i den danske A-klasse.
Til dagligt er Johannes elektrikerlærling i Nørresundby afdelingen. Selvom det er her, han bruger det meste af sin uge, finder han stadig tid til 10-15 timers træning på cyklen.
Interessen for cykelsporten har været en rød tråd igennem det meste af hans liv. Han startede på landevejene med sin far, inden han for 10 år siden blev licensrytter. I dag køre Johannes for Team Aalborg Sparekassen Danmark, der nu har en ny A-klasse rytter på holdkortet.
Selvom om det kræver både tid og dedikation at skabe resultater, beskriver Johannes, hvordan cyklen samtidig er hans frirum – et sted, hvor han kan få et afbræk for hverdagens støj.
Hvad betyder det at rykke op i landevejscyklings A-klassen?
I landevejscykling er A-klassen den øverste klasse, hvor de bedste danske ryttere kører. Det betyder længere og hårdere løb samt en markant skarpere konkurrence. På dette niveau bliver rytterne udtaget til større løb og indgå i talentudviklingen til de største hold inden for cykelsporten.
For at rykke fra B til A-klassen skal rytteren samle 80 point i løbet af en sæson – en milepæl Johannes nu har opnået.
Hos SystemTeknik er vi stolte af at have medarbejdere som Johannes, der formår at kombinere uddannelse og arbejde med en passion på højt niveau.
I både arbejdet hos SystemTeknik og på landevejen kræves præcision, vilje og samarbejde. Johannes’ flotte præstation er derfor ikke kun en sportslig sejr, men også et billede på de værdier, vi som virksomhed sætter højt.
Vi er stolte af at have Johannes som en del af vores team i Nørresundby – og glæder os til at følge både hans faglige udvikling som elektriker og hans fortsatte rejse på landevejene.